NU OGSÅ SUPERCYKELSTI GENNEM STRØGET

Selvom Strøgforeningen har protesteret voldsomt, er der ikke noget at gøre. Aarhus Kommune anlægger nu – som så mange andre steder i byen – en supercykelsti ned gennem Strøgets knap én kilometer lange strækning.
Og cyklisterne får højhastigheds-forkørselsret, hvilket vil sige, at de skal køre med minimum 25 km/t og de må ikke standse på strækningen. De skal hurtigst muligt igennem.
Der bliver malet et tre meter bredt rødt felt midt på Strøget, som er forbeholdt kun cyklister. Gående på indkøb på gågaden må IKKE opholde sig i dette røde felt, men må dog gerne krydse cykel-feltet, hvis man skal fra en butik på den ene side af gaden til en butik på den anden side. Men overgangen skal gå hurtigt og det sker på eget ansvar. Mødre med barnevogne må IKKE krydse det røde felt.
”Det har været undervejs et stykke tid, men nu går vi i gang,” oplyser Aarhus Kommunes cykel-ansvarlige Pablo Celis. ”Cyklisterne har længe brugt Strøget ulovligt som gennemfartsvej, så nu gør vi det lovligt som et led i kommunens cykelpolitik med de hurtige supercykelstier.”
Pablo Celis oplyser, at malerarbejdet går i gang i dag hvor der er forholdsvis god plads, fordi ikke så mange bruger Strøget her i påskedagene, og så træder ordningen i kraft fra tirsdag morgen.